Renterne på crowdlending falder

Tjene penge på kviklån?

Den seneste tid er renterne på crowdlending faldet en del. Det er helt almindeligt at der er udsving hen over året, men det pudsige lige nu er, at det sker på stort set alle platformene. Jeg har lavet en lille gennemgang af de platforme jeg selv er på og vil anbefale.

For dig der er ny i crowdlending, har det nok interesse at læse om renterne på de forskellige platforme, derfor har jeg skrevet dette indlæg.

Renteniveau lige nu (oktober 2019)

Grupeer

På Grupeer kan man lige nu finde lån med buy back og rente på op til 13%. Lånene har en løbetid på mellem 7 og 11 måneder og tilbydes af 4 låneudbydere. Der er derfor stadig mulighed for at få diversificeret sine udlån en smule, selvom man holder hårdt på de høje renter.
Grupeer har for nyligt meldt ud, at der kommer til at ske ændringer på platformen, blandt andet vil de til at tilbyde lån uden buy back og (langt om længe) oprette det sekundære marked som de har reklameret med i årevis.

Mintos

På Mintos ser det lige nu meget sløjt ud. Altså for os der investerer i euro med buy back. Der er i skrivende stund blot 13 mulige lån, de fleste på ganske få euro og alle med en rente på 10,3 og 10,5%. Løbetiden er minimum 18 måneder og op til 72.
Jeg tror Mintos har sejret sig til problemer. De har fået så mange investorer at udlånene bliver revet væk, og deres automatiske produkter støvsuger markedet for dem der investerer manuelt. Der er nok mange der vil søge nye platforme nu.
Min NAR (Net Annual Return) er dog stadig på 12,29% og langsomt på vej ned, men jeg er ganske godt tilfreds.
Konklusionen må være, at det er alfa og omega at få opsat sig nogle gode autoinvestorer. Du kan se mine i dette indlæg.

På Mintos secondary marked ser det endnu værre ud, hvis man bruger søgetermene euro, buy back, current og uden discount/premium. Der er nogle ganske få lån til 6%.

PeerBerry

Jeg har ikke selv været så glad for Peerberry, men lige nu ligger deres renter noget højere end hos de andre platforme jeg er på. Man kan få op til 13,3 på leasinglån som har lang løbetid på 3-4 år.
Der er flere der nævner at deres tekniske problemer og manglende svar fra kundeservice er et overstået kapitel , så jeg overvejer at flytte penge herover igen.

Kameo

Kameo er nok også ramt af en sejrsbølge. De få lån der tilbydes, er med relativt lavere renter end tidligere. Lige nu er der to lån som er på hhv. 6 og 9% med en løbetid på tre år. Det er dog lån med høj sikkerhed og jeg er personligt selv rigtig glad for at have dem i porteføljen. Du kan læse om hvorfor i dette link

Viventor vinder stort

Viventor er den store vinder i dag. Her er udlån med buy back til 14% Hvis du ikke ønsker kviklån i din beholdning, så sæt skyderen til over 3 måneder. Der er rigtig mange lån at vælge imellem til 14% fra flere udbydere, så det er faktisk mit bedste bud på en platform lige nu

Populær opsparingsform

En af årsagerne til de faldende renter kan være, at der er mange der har fået øjnene op for denne investeringsmulighed. I danmark var der for nyligt et afsnit af Milionærklubben, som så nærmere på crowdlending. Det gav et større rykind af investorer.
Crowdlending har eksisteret i nogle år, og selv de forsigtige investorer begynder at kikke på denne mulighed, nu hvor andre investeringsmuligheder tilbyder dårlige afkast.

Ulven kommer

I mange forummer bliver det diskuteret, om ikke der snart er en finanskrise på vej igen. Personligt har jeg oplevet denne diskussion hver eneste uge, siden sidste finanskrise. Mange er så frygteligt nervøse, at de ubevidst får pisket en stemning op. Især dem der ikke har fulgt med i mange år. En del såkaldte eksperter er også flinke til at råbe op, men reelt er der ingen af os der kan spå.

Mit bedste råd er, at hvis man ikke har råd til at miste penge, skal man lade være med at investere.
Crowdlending er selvfølgelig også sårbar overfor en eventuel verdensomspændende finanskrise. Helt hvordan en krise vil udmønte sig, ved vi først når og hvis det sker. Nogen vil nok have svært ved at betale deres lån og er det tilstrækkeligt mange, vil låneudbyderne nok kunne gå konkurs, så vi mister buy back garantien.

Konklusion

Hvis du ønsker høje renter, kan det stadig lade sig gøre. Det kræver bare mere arbejde. Du er nødt til at være på flere platforme og sende pengene rundt efter renterne. Lige nu vil jeg anbefale en kombination af Viventor, Grupeer og PeerBerry, hvis du udelukkende går efter høje renter.

Er du til højere sikkerhed, så vil jeg stadig helst anbefale Mintos og Kameo.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top