Denne opskrift på shampoo bar er gennemprøvet af hundredevis af bloggens læsere gennem årene. De fleste er rigtig glade for den, andre synes ikke den passer til deres hårtype. Mit bedste råd er at prøve at lave en lille portion, og at give dit hår en måneds tid til at indrette sig på den meget anderledes måde at vaske hår på.
Husk sikkerheden ved sæbefremstilling
Inden du går i gang skal du først skal vide alt om sikkerhed ved sæbefremstilling. Det er derfor vigtigt, at du læser indlægget om sæbefremstilling og sikkerhed nu, hvis du ikke allerede har styr på det.
Vi arbejder med sæbelud som har en ætsende pH undervejs i processen (men som hurtigt neutraliseres).
Sæbesydning er ikke for børn. Vælg hellere at arbejde med en færdig sæbemasse sammen med børn i form af Melt & Pour sæbemasse.
Purely natural shampoo bars på dansk
Denne shampoo bar har jeg selv brugt til hårshampoo i mange år, men den kan også bruges som en blød og nærende håndsæbe, der sågar kan skumme i saltvand.
Shampooen kan bruges af både mænd og kvinder, mennesker med fint og tykt hår og af dem som har tørt til normalt hår. Selv har jeg tørt hår med tendens til fedtet hårbund, og jeg har suppleret med lidt tørshampoo i form af kartoffelmel mellem hårvaskene.
Shampoo barens egenskaber
I kraft af de sunde olier, er det en meget nærende shampoo man får ud af sine anstrengelser. Foruden sine skånsomme egenskaber, overflødiggøre shampoo baren også balsam, da den blødgøre håret og tilføre lidt ekstra olier.
En anden stor fordel ved denne type hårshampoo er, at man ikke får nogen former for silikone eller uheldige tilsætningsstoffer tilført til sin krop. Den ætsende lud er long gone ved hjælp af den kemiske proces der sker under sæbefremstillingen.
I kraft af at shampoo baren er hjemmelavet, så sparer du potentielt verden for en masse emballage og resurseforbrug ved fremstilling og transport. Hjemmelavet shampoo bar er derfor en af de mest bæredygtige former for hårpleje der findes.
Opskrift på shampoo bar
Dette skal du bruge:
- Olier som skal forsæbes
- Kaustisk soda
- Vand
- Vægt der måler med 1 grams præcision (tjek om din køkkenvægt kan det – ikke alle kan)
- Termometer (det er nemmest med et infrarødt termometer der fås helt ned fra 39,- online i juli 2024)
- Stavblender
- Dejskraber
- 2 plastik- eller glasskåle (du kan ikke bruge metal)
- Sikkerhedsbriller
- Handsker
- Forme til støbning af sæben
Forme af silikone er nemmest at arbejde med, men fx en mælkekarton kan også bruges, da den kan klippes op.
Jeg benytter hverken parfume, æteriske olier eller farve i mine sæber, men du kan selvfølgelig tilføje dette efter eget ønske. Du kan også selv fremstille duftolie.
Ingredienser
Advarsel: Du kan IKKE erstatte nogle af ingredienserne, da olier forsæbes med forskellige mængder af kaustisk soda. Det er derfor meget vigtigt at overholde opskriften 100%. Du kan altså heller ikke ændre mængder eller lave sæben på slump.
- 150 g Olivenolie
- 125 g Kokosolie
- 100 g Sheasmør uranfineret
- 75 g Castorolie (også kaldet amerikansk olie eller ricinusolie)
- 50 g Rapsolie
- 190 g vand
- 68 g kaustisk soda
Fremgangsmåde
- Sheasmør og kokosolie smeltes og blandes sammen med de andre olier. Du kan bruge mikroovn eller vandbad.
Dette er nu din oliefase. - Kaustisk soda opløses i vand under omrøring (i det fri eller under udsugning).
pH er i denne fase meget høj og massen stærkt ætsende.
Dette er nu din vandfase. - Når de to opløsninger har samme temperatur +/-10 grader (tager omkring 30-60 min afhængig af hvor meget du har opvarmet de hårde olier), hældes de sammen ved at hælde vandfasen ned i oliefasen, i en langsom bevægelse.
Vend forsigtigt faserne sammen med dejskraber – pH er fortsat meget høj. - Bland nu med stavblenderen til massen bliver tykkere og der kan trækkes lidt spor i den. Farven vil fremstå mere mælket og konsistensen ca. som yoghurt. Det kan tage alt mellem et og ti minutter.
Når du blender, så undgå at have bladet i toppen af massen, da dette vil give luftbobler som kan være svære at banke ud, hvilket vil bevirke lufthuller i sæben (det har altså kun æstetisk effekt).
Slut af med at vende hele massen med dejskraberen, for at tjekke at det hele er mikset. - Hæld nu massen i formene og bank dem i bordet, så eventuelle luftbobler stiger til vejrs. Det skal nogen gange gå meget hurtigt med at få massen i formen, fordi den er i gang med at størkne – så ved du, at du har blendet for længe.
- Sæben kan som regel tages ud af formene efter et døgn, men det afhænger af hvor store formene er.
Har du valgt en stor form, kan du vente to døgn og så skære sæben op med en stor spartel eller kniv.
Vent ikke for længe, da sæben så bliver for hård at skære. - Lad nu sæben tørre færdig og undgå at pakke den ind – i mindst 4 uger. Sæben skal modne i al denne tid (og gerne længere) for at blive drøj i brug og opnå en neutral pH.
Test pH
Inden du anvender sæben, skal du teste pH, som skal være under 8 for en mild sæbe og under 10 for at måtte benyttes. Ofte er pH lav nok efter få dage, men hvis du begynder at anvende den så tidligt, vil den alt for bløde sæbe være brugt op i løbet af få vaske.
Jeg plejer at teste med en strimmel lakmuspapir direkte på den våde sæbe.
Holdbarhed
Shampoobaren kan holde i årevis, hvis den opbevares tørt og mørkt. Jeg har mine i papirsposer i et skab. Lad være med nogensinde at opbevare hjemmelavet sæbe i plastikposer. Det vil “svede” og blive grimt at se på.
Variationer af shampoobaren
Som tidligere nævnt bruger jeg ikke parfume i mine sæbebarer, men jeg kan dog godt tilføre æteriske olier, hvis de har en virkning ud over duften. Fx bruger jeg ca. en teskefuld bakteriedræbende tea tree olie i mine shampobarer og lidt (ca. en spiseske) beroligende lavendelolie i nogle håndsæber. Alle olier, æteriske eller andre, skal i oliefasen eller tilføjes den færdige masse lige før det kommer i form.
Jeg laver også gerne en stærk te med kamille, som passer godt til min hårtype, og lader dette være det vand (vandfasen) som jeg opløser den kaustiske soda i. Du kan nemt lave udtræk af urter i vandfasen. Men du kan også lave olieudtræk som beskrevet i denne guide til infusering i olie (link).
Mange næringsstoffer vil dog blive tilintetgjort af den stærke base.
Alternativ til shampoo bar
Hvis du gerne vil spare dig selv og naturen, men måske ikke finder at arbejdet med en koldrørt sæbe er lige dig, så prøv at kigge på hvordan man kan benytte Rasul ler.
Andre opskrifter på sæbe
Hvis du er interesseret i flere sæbeopskrifter, kan du besøge www.soap-recipes.com eller forsøge dig med den nemme basisopskrift på hjemmelavet sæbe her.
Jeg har også denne opskrift på rengøringssæbe, som er perfekt til opvask. Den er fremstillet udelukkende af forsæbet kokosolie, og rigtig god at prøve kræfter med som nybegynder.