Der er en del steder på internettet hvor man kan oprette en profil og sælge sine billeder, men Shutterstock ser ud til at være den mest anvendte. Jeg har derfor lavet et forsøg og oprettet mig på denne tjeneste, for at se om man kan tjene penge på Shutterstock.
Og lad mig da lige slå fast fra starten, for at tjene penge med Shutterstock, så kræver det en indsats at komme i gang.
Oprettelse af udgiverkonto hos Shutterstock
Problem nummer et var at få tilsendt en verificerings email. Først da jeg skiftede til en gmailkonto, fik jeg endelig et link. Jeg har webhosting hos Gigahost og ingen af de emaikonti jeg har gennem dette webhotel, kom igennem, heller ikke til spamfolderen. Jeg er ellers meget glad for Gigahost og har været kunde der i ti år, og har da heller aldrig før haft problemer med ikke at modtage emails.
Næste skridt i oprettelsen er at indsende fotos. De ønsker 10-15 fotos indsendt og arbejdet består foruden at uploade selve billederne, i at give dem en kategori, beskrivelse og tilføje tags som kan bruges i søgninger. Man skal altså være rimelig habil til engelsk og/eller være god til at tjekke google translate for fejl.
Hvis man uploader billeder af mennesker, skal man have en skriftlig tilladelse og udfylde en formular, hvis billedet viser genkendelige personer eller ting der kan være andres ejendom. Det kan altså hurtigt blive en kompliceret affære at uploade et enkelt foto. Mine fotos viser dog ingen mennesker eller copyright belagte genstande eller steder. Jeg har uploadet billeder af natur, detaljer af båden og hverdagsgenstande, som jeg håber andre kan bruge. Jeg tænker at man skal henvende sig til nicher for at få noget ud af det.
Når billederne er uploadet går der nogle dage før de er godkendt. Der sidder nemlig et team af folk, som gennemgår hvert enkelt billede. Det er altså ikke bare noget med at uploade alt fra computeren og så håber på at ramme rigtigt med spredehagl.
Skatteformular skal underskrives
For at kunne få udbetalt penge, skal man igennem en formular som man dog “underskriver” ved at taste sit navn i et felt. Det er altså ikke nødvendigt at printe den ud og scanne den ind igen, selvom det ser sådan ud.
Formularen virker mest som en sikkerhed for at amerikanske bidragydere bliver indberettet. Jeg skrev ikke mit Cpr. nr i formularen og udfyldte kun det absolut nødvendige.
Hvad kan man tjene på Shutterstock?
Ja, det er godt nok ikke nemt at svare på. Der er en oversigt over priser, men den er ret uforståelig og indtjeningen afhænger af flere ting. Det ser dog ud til at man får 20-30% af det det indbringer Shutterstock, men der er jo abonnementer og points som gør det ret uforklarligt. Jo større indtjening man har, jo større vægt får ens arbejde og dette vil få betalingen per billede til at stige. Det er sådan set logisk nok, hvis dit arbejde bliver anset for brugbart, så stiger din løn for det. Et sted har jeg set, at det ikke er unormalt at få hvad der svarer til 12,50kr for et enkelt download i starten.
I mit tilfælde handler det om passiv indtægt efter devisen: mange bække små … Der er tale om billeder som jeg aldrig selv får brug for mere og som blot fylder op på mine drev. Jeg satser dog på at oprette mig hos flere udbydere af denne type tjeneste, så det forhåbentlig kan komme til at give lidt mærkbar indtægt.
Udbetalingsmuligheder
Det er muligt at få udbetaling til Paypal, Pioneer eller Skrill. Jeg har valgt Paypal og har dette tip til at undgå vekselkursen som er ret dårlig.
Det er klart at man tjener mere, hvis man uploader flere fotos, illustrationer og videoer. Men altså, det er et arbejde som godt kan tage mange timer. Jeg er derfor startet i det små, for at se hvad det overhoved kan indbringe – før jeg lægger alt for meget arbejde i platformen.