Lav selv dit eget opvaskemiddel ved at følge denne nemme opskrift med bare tre ingredienser. Det er billigt, og så slipper du for sulfo og anden skadelig kemi. For omkring 9,- har du opvaskemiddel i op til et halvt år, afhængig af hvor meget der bliver vasket op i hånden. Vi har ikke opvaskemaskine og er to-tre personer, så denne portion holder ca. 4 måneder.
Denne sæbe egner sig til både håndopvask og som all round sæbe i hjemmet, der kan bruges til fx gulve og badeværelser.
Hvis du skal lave din allerførste koldrørte sæbe, får du ikke en lettere opskrift end denne, da opvaskesæben udelukkende består af forsæbet kokosolie. Hvis du også ønsker at lave hårshampoo med samme fremgangsmåde, kan du gå til denne opskrift:
Lav selv opvaskemiddel af 3 naturlige ingredienser
Equipment
- 2 Plastikskåle
- Blender
- Mikroovn eller vandbad
- Termometer (kan udelades)
- Forme, fx silikone muffinforme
- Køkkenvægt med 1 gram nøjagtighed
Materials
- 100 g Kokosolie Du kan også bruge Palmin som er billig kokosolie
- 38 mL Vand
- 18 g Kaustisk soda
Sådan gør du
- Opløs den kaustiske soda i vand – Se mit indlæg om sikkerhed først. Denne blanding hedder nu lud og udvikler en del varme.
- Smelt kokosolien i mikroovn eller vandbad, hvis den ikke er flydende allerede.
- Vent til begge dele har nogenlunde samme temperatur (begge dele er under 40 grader). Bland derefter lud i olien og blend til massen er blevet så fast, at blenderen trækker et spor i den, når du bevæger den. Ventetiden er ca. 60 min og omrøringen tager et minut eller tre.
- Hæld massen i fx to muffinforme, eller en anden form efter ønske. Du kan også støbe sæben direkte i en skål, hvis du gerne vil have den til at bo i en sådan fremover. Vær dog opmærksom på, at sæben skal tørre ud mellem brug af hensyn til bakterier.
- Når sæben er nylavet, har den en meget høj pH og det anbefales at du venter med at bruge den i tre fire uger. Hav dog altid handsker på når du vasker op, da kokosolie er ret udtørende.
Ønsker du at sætte duft på sæben, kan du fx tilføje 4g citrusolie i trin 3.
Hjemmelavet opvaskemiddel skummer ikke lige så meget som sulfo, så man skal lige vænne sig til at bruge den. Den virker dog fremragende alligevel, og kan fx bruges i båden, kolonihaven eller andre steder, hvor den ryger urenset ud i naturen.
Kære Firelife,
Jeg skal høre om jeg har forstået det rigtigt.
Anbefaler I at lave en krops-, opvaske-, osv.- sæbe af primært kokosolie? Den selvsamme olie, der ikke skal i afløbet, fordi den stopper det på sigt?
Vh. Trine
Nej, du har ikke forstået det korrekt. Olien er forsæbet ved en kemisk reaktion, som du kan læse om her på siden.