For mig handler FIRE om at bruge livet på det jeg finder meningsfuldt. Jeg har altid prioriteret livsindhold meget højt, højere end et velbetalt job. Alligevel er det gået mig rigtig godt, også økonomisk, og det skyldes i høj grad at jeg aldrig har haft et højt forbrug.
Hvad er meningsfuldt?
Jeg er vokset op med Steiner-skole og i en familie der havde en altoverskyggende interesse – sejlsport. Det har gjort at jeg har været meget bevist om hvad jeg ville, altid. Som barn begyndte jeg at spille musik, og kunst, sejlsport og musik har stort set fulgt mig lige siden. Alle tre ting tager meget tid og indebærer mange gode følelser og venskaber. Mange ting bliver mindre vigtige når man har noget positivt at gå op i, og jeg kunne godt unde alle at prøve det.
Jeg ser mange mennesker gå meget op i hvordan de præsenterer sig, ser ud, indretter deres hjem og hvilke gadgets de ejer. Uden at have lyst til at dømme nogen, så tror jeg ikke det er lige så sunde interesser som mine. Verden bliver ikke bedre af udstyr og udseende, det skaber blot større behov for at udnytte klodens resourser og giver en pudsig ydrestyret narcissisme. Samtidig kræver den slags “interesser”, en konstant tilstrømning af penge. Verden bliver bedre af at mennesker mødes i fællesskaber som handler om at udøve til gavn for flere, og hvor den enkelte lærer færdigheder og respekt for andre.
Må man eje noget?
Jeg er ikke kommunist, selvom der stadig er en stor rest hippiebarn i mig. Jeg kan ikke se at det på nogen måde kan skade andre, at jeg tjener penge på fx at udlåne mine til folk der mangler dem. Jeg har også selv haft glæde af at låne penge til fx bolig, som i dag er grundlaget for min delvist frie tilværelse. Grundlæggende ser jeg ingen forskel på moral, om jeg udlejer mine evner eller mine penge.
Jeg er ikke misundelig på mennesker med kæmpe lønninger. Jeg tror de fleste af dem har gjort en masse kompromisser, som jeg ikke selv ønsker at fylde i mit liv. Samtidig forstår jeg godt at der findes mennesker som har brug for hjælp, og glæder mig over vi i danmark har et system der samler dem op. Jeg kunne godt ønske mig at systemet byggede mennesker op i stedet for at bryde dem ned, men det er en anden diskussion.
Penge er ikke længere noget man kun har en begrænset mængde af i verden og så længe vi alle tror på de har værdi, så fortsætter systemet jo. At en bliver rigere betyder ikke nødvendigvis, at nogle andre bliver fattigere. Nye lande er på vej med større velstand og vi taler hele tiden om at blive overhalet indenom, men det ser jo faktisk ikke ud som om det sker. Danmark har stadig velstand, selvom udviklingslande har udviklet sig.
Hvis én sælger en vare til en anden som har glæde af den, hvem blev så fattigere?
Arbejde nok til alle
Jeg synes det ser ud som om udviklingen har gjort, at der ikke er brug for alles arbejdsindsats. Jeg har arbejdet en del i det offentlige, og kan afsløre at der spildes meget tid. Dels spildes der tid på hjerner som konstant skal udvikle de andres arbejde, uden at det har positiv effekt. Dels spildes der tid på møder, e-mails, programmer og en masse andre ting, der er kommet til gennem årene.
Da jeg i starten af halvfemserne var i praktik i hjemmeplejen i Vanløse, havde man måske 7 besøg på en dag. Besøgene var visiteret og planlagt af én person, som også var leder af området. I dag har man omkring tre gange så mange besøg. Besøgene er ofte udelt af en planlægger, visiteret af en visitator, der er mindst en områdeleder og ofte også et callcenter, en ansvarshavende osv. Ufatteligt mange mennesker laver ikke længere kærneopgaven og kærneopgaven er betydeligt forringet. Alting var ikke bedre i gamle dage, fx er uddannelserne indenfor området blevet bedre, men personaleflugten er for stor og utilfredsheden blandt både borgere og personale enorm. Ja der blev drukket kaffe og “spildt” tid på at nusse lidt om nogle ældre, men der var også færre stressede medarbejdere og medarbejdere som var over 50 år gamle.
Er det ok at have god tid?
At have tid nok er blevet en luksus, som jeg tror kommer til at blive et statussymbol med årene. Travlhed har i årtier været lig med en VIP-tilværelse. Hvis man er nem at lave aftaler med er det næsten skamfuldt – især på arbejdspladsen. Folk der har god tid, skal bare tage sig sammen og få noget udrettet.
Lige nu tror jeg vi er i en mellemtid, hvor idealister dyrker nærvær med børn, en grøn livsstil osv. er first movere på en ny trend. I fremtiden bliver det nok et statussymbol at have økonomisk frihed til at leve ubundet.
