Lav selv kaffefilter

Der er måske ikke de allerstørste summer at spare ved at lave sine genbrugs kaffefiltre selv, men det er et utroligt nemt lille gør-det-selv-projekt. Fos mig betyder det dog lidt økonomisk, da jeg foretrækker den store tragt og foretrækker rigtigt tragtet kaffe, ikke maskinsprøjt. Filtrene i størrelse 1×6 er voldsomt meget dyrere, end dem i størrelse 1×4 og jeg vil tro vi sparer omkring 250,- om året, på ca. 20 minutters arbejde (ja jeg sjusker med syning).
Kvaliteten af filtret slår dem af papir helt ud af skalaen. Her kommer aldrig grums i kaffen og man skal ikke stå og fumle med at dele dem, bukke bunden op osv.

Materialer til genbrugskaffefilter

  • Et gammelt lagen som er vasket ved høj temperatur. Ikeas tynde billige er formidable til formålet. Ellers brug et tyndt stykke bomuld.
  • Et stykke papir, blyant og saks
  • Nål og tråd, eller symaskine
  • Et kaffefilter i den størrelse du skal bruge

Fremgangsmåde

  • Læg kaffefiltret ovenpå papiret og tegn rundt om det. Klip mønsteret ud og du har nu din skabelon (se billedet).
  • Fold lagnet og læg en af de lange sider af mønstret i folden. stoffet klippes lige så stort som skabelonen og altså uden syrum, da det oprindelige filter var limet.
  • Sy nu bunden og langsiden. Siksak først, hvis du har symaskine. Du kan sagtens sy filtret i hånden også, bare du bruger små sting.
  • Klip en ca 2,5cm bred stribe af lagnet i en længde der kan nå hele vejen rundt i den sidste åbne side af filteret.
  • Fold din stofstribe tre gange og sy den på i kaffefilteråbningen. Denne ekstra og lidt fastere forlængelse af filtret gør, at det ikke falder ned i tragten, men vippes ud over den.
Sy selv genbrugelige kaffefiltre – det er nemt
Når der er en lille fold i hjørnet på min skabelon skyldes det, at jeg har brugt genbrugspapir

Sådan bruges et genbrugskaffefilter

Den eneste forskel på de købte papirfiltre og det hjemmelavede er, at filtret skal tømmes efter brug. Det nemmeste er at lade kaffegrumset tørre i det – så er det meget nemt at tømme ved at vende vrangen ud på det, ned i komposten (eller skraldespanden). Skyl filtret for de smårester der er tilbage, og så er det klar til brug. Det tager ikke mange sekunder mere end at smide et papirfilter ud.

Vask af kaffefiltre

For at undgå bismag af vaskepulver anbefales det ikke at vaske filtrene, men simpelthen at koge dem i en gryde. De kan sagtens holde en uge og egentlig også fint i en måned, før kogning bliver nødvendigt. Den daglige skylning klarer fint rengøringen, men de skal selvfølgelig have en større tur ind i mellem for at dræbe bakterier og undgå bitter smag i kaffen.
Jeg lagde ud med at sy to filtre, men det var faktisk ikke nødvendigt. Jeg havde regnet med at skulle vaske dem oftere, men oplevede så hvor nemme de er at holde rene for grums.

Miljøfordelen ved genbrugskaffefiltre

Ja, det siger sig selv, at med genbrugsfiltre så sparer vi en del papir og alle produktionsomkostningerne for miljøet. En gevinst der langt overstige den økonomiske gevinst for den enkelte. Det hører med i en miljøbevidst hverdag, at gøre hvad vi kan for at mindske klimabelastningen.

God arbejdslyst!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top