For at nå målet FIRE (selvfinansieret tidligt “pensioneret”), skal man se på både udgifter og indtægter. Principielt handler det om at tjene mere end man forbruger, og man har derfor muligheden for både at forbruge mindre og tjene mere. De fleste vil i den tidlige fase have mest glæde af at forbruge mindre, fordi større indtjening vil kræve mentale og fysiske kræfter, som gerne skulle bruges på at lære en ny livsstil. Giv dig selv lov til at være langsom i starten, så du ikke efter en måned har mistet kr. 80 000,- på et eller andet aktieeventyr, du ikke havde forudsætningerne for at forstå (dette er desværre ikke et opdigtet eksempel).
At arbejde meget kan efter min mening, godt give et uheldigt fokus på penge i stedet for på liv – og det er liv det hele i virkeligheden handler om. Hvad vil du bruge dit liv på?
Lad mig starte med at sige, at der er lige så mange måder at arbejde med FIRE på, som der er mennesker der arbejder med FIRE. Dette er min udlægning og mine betragtninger, som du forhåbentlig kan bruge til at danne dine egne.
Hvis du søger på nettet vil der være mange der forklarer om økonomiske modeller, hvor man fx anbefaler at kunne leve for 4% af formuen, eller opstiller andre regler for at opnå FIRE. Mit indlæg handler om hvad du bør overveje om dig selv og din økonomi, for at komme i gang. Rådene kan også bruges af økonomisk trængte personer, eller folk der bare gerne vil være rigere generelt.
Det hårde, men sjove arbejde
Fire handler ikke om at være heldig, men om at være dygtig til mange ting. FIRE er derfor et reelt arbejde man går i gang med. For nogle vil den største udfordring være, at ændre indstilling til penge og forbrug.
Ved at lære sig at bruge hvad man har, opøve en evne til at glæde sig over det man allerede har og gerne også lære sig at reparere, eller lave ting og mad fra bunden, så skaber man den spiral af “ikke forbrug” som er nødvendig.
At overveje hvor mange timer man har lyst at arbejde, for at undgå at gøre en ting selv, er et rigtig godt middel mod overforbrug. Tjener du fx 150,- efter skat i timen, vil du så virkelig arbejde to-tre timer for at få justeret gear og smurt kæde på cyklen, eller vil du hellere lære at gøre det selv og spare både tid og penge?
Cyklen skal både hentes og bringes til cykelsmeden. og Youtube, Google og biblioteket stiller “gratis” viden til rådighed, om stort set alt!
Vil du arbejde i to dage for et par sko som er umoderne næste sommer?
Eller to måneder for 7 dages luksusferie, som du har fortjent ovenpå et års hårdt arbejde?
Hvem i hele verden ønsker du at bruge mest tid sammen med?
Dine kolleger?
Et andet stort arbejde er, at lære sig alle de færdigheder man skal have, for at opbygge formue og passiv indkomst. At investere kræver en stor indsats i starten, hvorefter man stille og roligt kan trække sig tilbage og lade tingene køre mere af sig selv. Min oplevelse er at fårene bliver skilt fra bukkene, når man når til at skulle læse det med småt. Gider du læse det med småt lige nu, i stedet for at gå på arbejde hver dag, til du når den officielle pensionsalder?
Spar dig rig
For mange er det blevet livsnødvendigt at shoppe udstyr, tøj, indretning mm. uden nogensinde at opleve følelsen af at have nok. Min personlige holdning er, at vi er ude i en lemmingadfærd, hvor man er så bange for ikke at være rigtig, at man konstant skal have det nye og det smarte, for ikke at falde igennem. Vi er blevet indoktrineret gennem et par generationer af markedskræfter og betalingsbalance.
For nogle er shopping et decideret psykisk problem, som man må håndtere som et misbrug. Hvor meget har du købt den sidste måned du ikke havde brug for og sandsynligvis aldrig kommer til at bruge? Følte du en fantastisk glæde ved købet og glæder du dig allerede til næste gang du skal shoppe?
For andre er shopping bare en vane. Trækker det i dig for at få den nye model [indsæt navn på dims], fordi den kan minimalt mere af noget du stort set aldrig benytter, eller har en anden dims der allerede kan? Her kan sund fornuft ofte stoppe os.
Man kan også lave nogle regler for sig selv, som kan hjælpe. Fx:
- Køb aldrig samme dag som tanken om køb opstår. Giv dig selv lov til lige at få styr på endorfinerne, dagen efter er den sunde fornuft ofte mere tilgængelig.
- Brug min huskesætning fra tidligere i teksten og omregn hvor mange timer du skal arbejde for at have råd. Er tingen det værd?
- Stil dig selv en masse spørgsmål, lav gerne en liste du gennemgår. Fx har jeg brug for den? Hvad kan den som andet jeg har ikke kan? Er det noget jeg ofte har brug for, eller kan jeg låne tilsvarende? Hvad er den virkelige grund til, at jeg lige netop vil have dette?
- Lav et ecxelark der kan omregne et beløb til fremtidig værdi, med renter og det antal år du satser på at bruge før FIRE.
At tæmme sit shoppegen kan være effektivt, men der plejer også at være mange penge at spare, hvis man gennemgår sine regninger og finder billigere alternativer, eller helt opsiger betalingsaftaler.
På bloggen skriver jeg en del spareråd, men du vil også kunne finde fx Facebookgrupper om emnet. Mit råd er, at kikke på de store regninger først. Her er nogle overordnede forslag til besparelser:
- Husleje, kan du nøjes med en billigere bolig?
- Forsikringer, lad flere firmaer give tilbud.
- Hvilken transportform har du brug for, og lever det du har op til behovet?
- Har du de billigste telefon-, internet-, gas-, og elabonnementer som passer til dit behov?
- Kan der spares på varmen ved at blive isoleret eller skiftet glas i vinduer (ofte behøver man ikke skifte karm og rammer)?
- Hvilke abonnementer har du, som du aldrig eller kun sjældent bruger?
Prøv at være hård. 100 kroner lyder ikke af meget, men ovenstående liste giver ofte mange gange 100 kroner og hvis din tidshorisont er mere end et par år, så løber beløbene op i store tal, som er med til at sikre din fremtid.
At lære sig at se kritisk på sine regninger, er også et godt værn mod nye overflødigheder.
Investering som dit nye arbejdsområde
Foruden at tæmme sit forbrug, skal man lære sig nye færdigheder. Investering er vejen til passiv indkomst, som er det vi nok alle sammen drømmer om. Der findes mange måder at investere på og mange er meget usikre. Hvor meget usikkerhed man kan tåle, mener jeg primært afhænger af hvor stor en formue man allerede har opbygget. Er man helt uden opsparing, så er det min personlige holdning, at man skal passe umådelig meget på det man har. Penge i banken ædes lidt af inflation og evt. gebyrer, men det er alligevel det jeg vil råde til. Lån & Sparbank har en lønkonto med 3% i rente på op til 50 000,-, som pt. er landets højeste, men er ikke tilgængelig for alle. Norwegian giver 0,7% og ellers er der kun en lille håndfuld steder man kan få over 0%.
Når man har penge til overs – altså penge man ikke behøver i det daglige, kan man begynde at investere. Har man har hvad der svarer til 10 euro, kan man komme i gang med crowdlending, normalt råder man til først at investerer i aktier, når man har omkring 10 000 kroner, men de nye aktieopsparingsmuligheder har gjort aktier tilgængelige med bare få hundrede kroner på lommen. Der findes et utal af muligheder for at spare op, men det er de to muligheder jeg primært arbejder med selv.
Investering i lav boligudgift
Det gode ved det lave renteniveau er, at realkreditlån også er helt i bund og hvis du ikke ejer din egen bolig, så ville det være et af de steder jeg selv ville sætte ind. Af alle lånetyper, er realkredit eller boliglån noget af det eneste der er rigtig kombinerbart med FIRE. Forbrugslån bør være forbudt for dig fra nu af, og ud i al fremtid. Forbrugslån er udtryk for et overforbrug, og derfor fanden selv! Realkredit giver mulighed for at spare op i en bolig, i stedet for at give sine penge til en udlejers opsparing.
Hvis man virkelig vil man ligge i arm med fanden, skal man efter min mening, være oppe i alderen og have en betydelig formue, før man gearer sine investeringer med lån. Hvis man fx kan få lån med lavere rente end man kan låne ud til, så kan det selvfølgelig give mening på papiret, men hvis den investering man foretager indebærer risiko (og det gør den), skal man kunne tage et rap over fingrene – og altså være polstret nok på kistebunden, til at kunne betale lånet uden at have fået gevinst.
At ramme lave priser på boliger er rigtig svært, og investeringen rummer selvfølgelig usikkerhed. Men investerer du i en bolig som giver dig en meget (meget, meget, meget) lav udgift til bolig, så er det et af de allerbedste råd jeg kan give. Boligposten bør være minimal og kombineret med have en værdi som senere kan omsættes, så vil jeg mene det er en meget sikker investering. Du vil også kunne udleje en bolig eller dele af den, og få en næsten passiv indkomst.
En gældfri andelsboligforening med boligydelse på under 2000,- månedligt, kombineret med en ikke ret høj andelsværdi, kan fx være en god start på et FIRE-liv. At købe en andel er ikke bare noget man lige gør, og igen kommer det hårde arbejde ind. Du skal vide hvordan foreningen kører, om der er udsigt til større renoveringsarbejder , regler du skal overholde mm., så du er sikker på at gøre en tryg investering.
Investering for at opnå passiv indkomst
Når du begynder at have flere penge og være sikret i det daglige, kan du tage en højere risiko. Her kommer aktier, crowlending og andre pengemarkeder ind.
Det sværeste er at spå om er fremtiden og det gælder i særdeleshed for investering.
For hver gang du skal i gang med et nyt område, skal du regne med at det tager en del tid. Du skal sætte dig ind i hvad du laver, lære en masse ny ord, platforme, programmer og korresponderende programmer at kende. Du skal igennem alverdens bøvl med oprettelser, verificeringer og udstå den forvirrede fase, uden at kaste skyld fra dig – og bare gøre det store arbejde selv. Hjælp kan du få i fx Facebookgrupper, de (kedelige og lange) hjælpesektioner på platforme og via timer med søgemaskiner online. Orker du bare slet ikke den slags, så gå i banken og betal dem (dyrt) for at lave dine investeringer for dig.
En anden meget brugt investeringsform er fx udlejningsejendomme, eller andre former for “virksomheder”, som er tæt på selvkørende. På Aminos virksomhedsbørs så jeg for nyligt en der solgte en masse slikautomater, som var opstillet rundt omkring på sjælland. Her var jobbet at indkøbe og fylde slik i automaterne, et par gange om måneden. Jo mere kreativ man er, jo nemmere kan man skabe sig en livsstil, som passer til ens ønsker til livet.
Jeg har skrevet en del om risikospredning og diversificering andre steder på bloggen, men det er værd lige at nævne her. Hvis man ikke skal basere sit liv på arbejde, så skal man på forskellig vis sikre de penge man skal leve af. Der kommer kontinuerligt nye regler, nye muligheder og nye begrænsninger, så sæt aldrig alt på en hest. Aktier og huspriser stiger og falder, crowdlending bliver måske ulovligt og skat på udlejning ændres ofte. For at være sikker uden et lønarbejde, må man derfor sprede sin risiko meget.
Det store spørgsmål om livsindhold
Et spørgsmål der ofte opstår i de FIRE-grupper jeg deltager i på nettet er, hvad vil I bruge livet på, når I er selvpensionerede?
Jeg vil mene, at dette spørgsmål skal besvares ret tidligt i forløbet, for at FIRE kan blive en succes. At have penge nok er ikke et mål i sig selv, for det får man “aldrig”. Hvis man ved hvordan man vil leve, kan man regne ud hvad det koster og så har man et opnåeligt mål.
I vores del af verden er vores arbejde i høj grad synonym med os selv, så det ikke at arbejde, er nærmest en frygt for mange. Vil man kunne tåle at tabe status i andres øjne og vil man overhovedet kunne underholde sig selv, eller holde sin elskede ud i så mange timer, dage, uger, måneder, år?
Personligt er jeg ikke tilhænger af en FIRE-metode der får folk til at knokle 10-20-30 år, for først derefter at skulle i gang med livet. Hvis man skal knokle, skal det være fordi man er vild med sit job. Livet kan være slut i morgen og sikke et spild, hvis du aldrig nåede at leve.
Jeg vil derfor meget hellere opfordre dig til at overveje dit liv. Man bliver ikke glad af penge af fordrug, men af at være sammen med mennesker man holder af, dyrke sine interesser, lære noget nyt, se noget nyt osv. Det kæmpe store spørgsmål er derfor, hvad gør dig glad?
Jeg vil påstå at der næsten ingen grænser er for hvad man kan bruge sit liv på. Vil man rejse, kan man sælge alt overflødigt, stoppe stort set alle udgifter i danmark, leje ud hvad man evt. måtte have af bolig og gå hjemmefra med et telt under armen. Hvor der er vilje er der vej, hvis man dropper noget magelighed og sætter forventningerne realistisk. Det behøver ikke vente!
Gevinsten ved det hårde arbejde
Jeg håber ved ovenstående at have forklaret og måske afskrækket dig lidt. FIRE er ikke for alle, men for dem der har modet og overskuddet til at yde indsatsen, er det absolut opnåeligt at pensionerer sig selv tidligt i livet.
Jeg har ikke forklaret hvordan man investerer, for det skal du selv finde ud af. Jeg er ikke ansvarlig for din indsats, men har forhåbentlig fået givet dig en metode til at komme i gang (Selvransagelse, søg, undersøg, læs, spørg). Jo mere ejerskab du tager for din situation, jo nemmere gør du det for dig selv – og jo gladere vil jeg påstå, du bliver for resultatet.
En tæmning af dig selv vil også være resultatet af dette arbejde. Det er ikke sikkert du opnår økonomisk uafhængighed af lønarbejde, men måske opnår du en større uafhængighed af dit måske kringlede sind. Hvor har jeg dog tit undret mig over mennesker der næsten er ved at synke i depression over deres dårlige økonomi, forkæle sig selv med forbrug og dyre oplevelser, i stedet for at tage hånd om deres situation. Jeg ville ønske for alle, at de kunne opleve friheden ved at have styr på økonomien og droppe alle de dårlige undskyldninger.
Der findes mennesker som lever af SU og jeg vil påstå at du også kan leve for et minimum, hvis du skal. Spørgsmålet er nok mere om du vil?
Du kan læse mere om hvad FIRE er, i indlægget Hvad betyder FIRE