Dette indlæg er fra 2013 og min daværende blog.
Nu lakker det mod enden af drivhuset i år, men jeg vil da lige vise et dagsudbytte på tomater og lidt diverse (en aubergine og nogle gule snackpebre).
De store gule er White Beefsteak og smagte egentlig bedst tidligere på året, hvor de ikke var helt modne. Da var de mere hvide i farven og havde en god smag af melon.
Dem der ser grønlige ud på billedet er Anna Russian – Det er også bøftomater, men de er ikke blevet så store de sidste her. De har en vidunderlig smag af umami, noget som jeg, der er vegetar, elsker.
De sorte Indigo Rose var lidt en skuffelse. Smukke er de og også meget sunde, men smagen er lidt tam. De har været meget længe om at modne og som det ses er de røde på skyggesiden.
De små Tom Berry burde findes i ethvert hjem. Det er slik på højt plan. De giver et overvældende udbytte, men hav aligevel gerne et par planter mindst. Jeg har sat nogle til overvintring, for de bliver ikke så voldsomme og jeg prøver om de kan fortsætte lidt endnu, ved noget nær stuetemperatur og massere af lys i udestuen.
De flækkede er Money Maker – Ikke den store smag, men praktiske til tomatmadder, da de har en rigtig god og fast konsistens. De minder lidt om supermarkedstomater – dog heldigvis med hjemmedyrket smag.
I kurven findes også en del af min F3 Orange Sweet Pea, som dog intet har med størrelsen at gøre mere. Her sidst på sæsonen er den blevet rigtig stor, men ellers vil jeg sige den har været cocktailstørrelse. Den er hos alle mine besøgende den absolutte favorit, med en god sød smag. Så den får en tur mere til næste år. Prøver dog at overvintre den, så det også til næste år er e F3er. Jeg har dog også taget frø. I starten kneb jeg den, men den voksede mig over ende, så den endte med at være en busk, med meget lange udløbere.
Udbyttet har været enormt. Langt mere end jeg kan spise, men jeg har selvfølgelig også en del tomatplanter
Til december glæder jeg mig til at gå i gang med at så nye tomatsorter. Et par af dem jeg har haft i år, kommer ikke igen næste. Fx Favorita som minder for meget om min F3 Orange Sweet Pea, uden dog at være helt så god.
Ja bare lige for at understrege, så står Orange Swet Pea F3 igen med en masse modne tomater her nogle dage efter jeg tømte drivhuset…
Jeg må vist se at give den et nyt navn – Men hvilket?
Skal du holde rigtig fest? Så lej en dj til festen